Fysiske rammer

Bofællesskabet Reinsholmgård har adresse på Melbyvej 63, 3370 Melby i Halsnæs Kommune. Bofællesskabet med tilhørende aktivitets- og samværstilbud er en firlænget gård i et landsbymiljø midt mellem Frederiksværk og Hundested. Halsnæs er Nordsjællands grønne hjørne med smuk natur, skønne strande, hyggelige havne og et mangfoldigt kultur- og musikliv. Her er rig mulighed for fritidsliv og utallige udflugtsmål. Der er 200 m til busforbindelse til Frederiksværk, 1 km til lokaltog der kører til Hillerød og Hundested samt 500 m til indkøbs mulighed.

Hovedhuset på i alt 185 m2 indeholder på 1. sal 3 værelser (á ca. 14 m2) m/bad til i alt 3 beboere. Derudover er der et lille soveværelse til overnattende personale og en stor repos/åbent kontor. Stueetagen, der er til fælles aktiviteter, indeholder stort køkken, spisestue og dagligstue samt personaletoilet. I kælderen forefindes bl.a. faciliteter til tøjvask – i alt ca. 100 m2. Der er 30 td. land fordelt med 10 td. skov, 10 td. folde og 10 td. have m.m. Pt. er der får, hest, æsel, høns og haner, katte og hund på gården. Det er, på grund af stedets indretning og fysiske rammer, ikke muligt at bo her med et vidtgående fysisk handicap.