Udgangspunktet for pædagogikken på bofællesskabet Reinsholmgård er en tanke om, at beboerne skal opleve at have et hjem. Et hjem med familiemæssige normer, relationer og traditioner. Et hjem med fællesskab, samvær og emotioner. Et hjem hvor (familie)fællesskabet stiller krav og stiller sig til rådighed. Et hjem hvor meget er givet og struktureret på forhånd, men accepten af forskellighed og individuelle behov er stor. Et hjem, hvor beboeren oplever en rytmisk, genkendelig og struktureret hverdag i faste og trygge rammer. Et hjem hvor der skal være mulighed for at være og være sammen om. Et hjem hvor der er plads til ro og fordybelse i omgivelser, hvor beboerne mødes med omsorg og opmærksomhed fra de samme genkendelige personaler.
Vi prioriterer at opbygge et fællesskab omkring måltiderne, de daglige gøremål og mindre arbejdsopgaver til støtte for den enkeltes identitet og for at skabe muligheder for et socialt rum, som også mennesker med autisme har brug for. Vi arrangerer julefest, fastelavn, påskefrokost, fødselsdage, Sct. Hans, udflugter, ferieture m.m.